Zen og kunsten at lede

Tim Pallis

Børsens Forlag har udgivet en smuk lille bog med titlen Zen og kunsten at lede. Det er en dansk oversættelse af den oprindelige hollandske titel De Zen Manager, oversat af Lotte Bentsen Elbæk Kristensen.

Når man har bogen i hånden får man et indtryk af en meget smagfuld lille sag fint designet af Susanne Gamsgaard. Omslaget prydes af en kalligrafi af zen mesteren Yodo Sasaki Rōshi, som er abbed ved det kendte zen kloster i Kyoto Tenryu-ji.

Der er 35 små kapitler illustreret med rigtig flotte kalligrafier af forfatterens zen lærer Sokun Tsushimoto Rōshi fra det berømte (får vi at vide) kloster Buttsu-ji i Mihara.

Bagsiden af bogen leder os på sporet af balance, forståelse, ro, indsigt, slagfærdighed, effektivitet, som er grundlæggende principper i zen og i ledelse. Bogen behandler kerne begreberne i zen og viser, hvordan zen traditionen kan have en positiv indflydelse på vort liv.

Forfatteren, hollænderen Rients Ritskes, er bosiddende i Odense og har i de sidste 14 år drevet kursusvirksomhed og undervist ledere. Han har beskæftiget sig med zen i over tyve år, er uddannet zen lærer i Japan og har været formand for det hollandske zen samfund.

I sine lederkurser forsøger han at forene zen traditionens erkendelsesmønstre med moderne management teorier. Derfor præsenteres bogen Zen og kunsten at lede som en indføring i zen filosofi og praksis relateret til livet som leder, både på det personlige og det professionelle plan. Sidst i bogen er der et kort og klart minikursus i meditation.

I disse år diskuteres det meget i Vesten hvad det vil sige at være zen lærer, og hvad der skal til, for at man kan blive autoriseret som lærer. Problemet er ikke nyt, idet man i Østen i århundreder har diskuteret hvad det vil sige at være en autentisk mester.

Der er en åndelig arvefølge i alle spirituelle traditioner, og der er bestemt ikke altid enighed om, hvem der er kvalificeret til at undervise i dharmaen.

Den traditionelle zen træning i et kloster tager adskillige år. Jeg vil nødig lægge mig fast på et bestemt antal år, fordi der er forskellige traditionelle og individuelle forskelle. Der er også forskel på, om man er fastboende munk eller en lægmand, som besøger klostret i sin fritid.

Men et er klart, zen træningen kræver, at man gennem en lang årrække, måske 20 år, møder sin zen mester i sanzen rummet dagligt til et meget intensivt interview, hvor ens forståelse af dharmaen bliver prøvet.

Det er kun mesteren, der kan afgøre om kvaliteten af ens praksis er dyb nok, om ens indsigt er klar nok og ens pædagogiske evner gode nok til, at man kan blive autoriseret som lærer.

Jeg er ikke i tvivl om at næsten alle der praktiserer zazen seriøst og fordyber sig i zen traditionens kōan træning får noget positivt ud af det med hensyn til livskvalitet.

Det er også sikkert at erhvervsledere kan få bedre balance i deres liv, bedre forståelse af deres ansatte, blive mere fleksible, få ro over sindet, kan lære at være mere tilstede i nuet, opnå en spontan slagfærdighed overfor andre, gode til konfliktløsning og problemknusning og opnå effektivitet og motivation i deres arbejde.

Zazen er sundt og giver energi. Dette gælder ikke alene for erhvervsledere, men også for enhver seriøs praktikant. Der er faktisk ingen grænser for hvad zen træningen kan bruges til både i positiv og negativ retning.

Når jeg tilføjer det negative, er det fordi jeg er meget opmærksom på, at denne form for træning også kan misbruges og føre til en indbildskhed uden lige, hvor man udnytter den magt, som man får. Ja man kan blive endnu bedre til at manipulere andre til egen fordel. Dette har bestemt ikke meget med zen at gøre.

Derfor er jeg lidt betænkelig ved at Rient Ritskes sammenkæder zen og management. Der er gode penge i kurser for erhvervsledere, men der er ingen penge i at samle en gruppe seriøst praktiserende zen interesserede omkring det at træne i zen uden at de opnår noget som helst.

Hvis man partout vil opstille et mål med zen træningen, må det være at opdage buddhanaturen og virkeliggøre den i dagliglivet. Det kan man ikke realisere på et kursus, for det tager et helt liv.

Jeg har stor respekt for mennesker, som af medfølelse med menneskets dybt indgroede følelse af en eksistentiel mangel, forsøger at få andre mennesker til opdage deres sande identitet og personificere buddhanaturen i et aktivt liv. Men jeg er også betænkelig ved, at man målretter zen træningen til kunsten at lede.

Der er mange fine ting i Ritskes bog, men der er også en meget overfladisk forståelse af zen buddhismen i meget af det, som siges. Zen handler ikke kun om at være fokuseret, målrettet, kvalitetsbevidst og finde ro, det handler først og fremmest om at finde ud af, hvad det er, der ønsker disse kvaliteter.

Når man gennem zen træningen har opdaget, hvad der er ens sande væsen og identitet og har erkendt den natur, som er klart bevidst om alle tings egentlige natur, kan man begynde at virkeliggøre det i hverdags livet.

Zen træningen har intet at gøre med personligheds udvikling eller selverkendelse, fordi selve bevidsthedens refleksive aktivitet er en hindring for at opdage den egentlige natur.

Hvad er Buddhas oplysning? Det motiverende udgangspunkt for de fleste som træner i zen er at blive oplyst. Ethvert menneske kan ligesom Buddha blive fuldt oplyst.

Der er dog den paradoksale kendsgerning indbygget i dette motiv, at den person som ønsker at blive oplyst ikke findes. Forestillingen om at blive oplyst såvel som forestillingen om ikke at være oplyst er således en illusion, og det gode spørgsmål er derfor, hvem der egentlig talt bliver oplyst?

Det hjælper heller ikke at komme uden om dilemmaet, som Ritskes forsøger ved at sige, at oplysningen ikke er andet end at være ærlig og indrømme, hvor vanskeligt det er altid at være ærlig.

Det er første gang jeg møder den opfattelse, at Buddhas oplysning går hånd i hånd med forretning. At man kan sætte det op som en målsætning, at begge parter skal have overskud på regnskabet - altså ærlighed i forretningsverdenen. Er det ikke for profant?